Rejseinspiration - Alcudia

vejrviseren311

Mallorca er blevet et rigtig populært feriested blandt turister, og måske går I også og overvejer, om den næste ferie skal gå dertil. Der findes mange smukke og fantastiske steder på Mallorca, og Alcudia er et af dem.

For børnefamilier er det især helt perfekt, hvilket skyldes de lavvandede og 100 meter brede sandstrande samt det turkisblå hav uden fare for store bølger – mange kalder Alcudia bugten for familiens paradis. Her kan børnene plaske i vandet, bygge sandslotte og snorkle, mens du som forælder ligger i en af strandens solsenge og slapper af.

I og med, at stedet er meget eftertragtet blandt børnefamilier, er der også mange hoteller, som tilgodeser familiens forskellige behov. Ved havneområdet er der mange hyggelige og gode restauranter, hvor I kan gå ud og spise. Stedet bærer også præg af turismen, og derfor er der også utrolig mange steder at shoppe.

Alcudia Beach and Muro Beach. Foto: Prinsotel Hotels/flickr

Mens man er der, bør man bestemt også besøge det gamle Alcudia, som er en af Mallorcas ældste byer – det gælder lige meget, om man er på ferie i selve Alcudia eller et andet sted på Mallorca.  Den gamle bydel er fantastisk smuk, og hvis I besøger byen tirsdag eller søndag, kan I samtidig også gå på det populære og store marked og måske gøre et røverkøb.

Som aktivitet på stranden kan I både prøve paragliding, at stå på vandski og vandscooter eller cykle sammen som familie rundt i en af de mange vandcykler – børnene vil elske dig for at arrangere sådan en dag!

Det er nemt at komme til Mallorca – det tager cirka 3 timer med fly fra Danmark, og når du lander på Mallorca, vil du så kunne tage en bus til Alcudia, som tager omkring 45 min. På under 4 timer, er du altså klar til at holde ferie og nyde de skønne strande i fulde drag i selskab med din familie.

 

Tilbage til Vejret i Alcudia