Edinburgh

vejrviseren311

fDel
0

Edinburgh har et tempereret kystklima, hvilket medfører at der ofte er regnvejr, vinteren er kold og sommeren er mild med en temperatur omkring 18-20 grader. 

Du skal derfor ikke forvente en solskinsferie med varmt vejr fra en skyfri himmel når du rejser til Edinburgh.

Golfstrømmen påvirker vejret i Edinburgh og Skotland og er  generelt meget omskifteligt, og vejret kan hurtigt ændre sig fra solskin til gråt og regnfuldt.  Det positive ved golfstrømmen er, at den trækker en masse varm luft med indover byen, der gør Edinburgh varmere end mange andre byer på samme breddegrad.

Vejret i Edinburgh er til tider meget blæsende - ofte med stormstyrke, og selv i sommermånederne er det meget almindeligt med nogle voldsomme regnskyl. Edinburghs placering imellem havet og bjergene gør samtidig, at området har en høj luftfugtighed der hele året ligger over 70%.

 

 

Det omskiftelige vejr bør dog ikke afholde dig fra en ferie i denne gamle historiske hovedstad, der rummer et hav af forskellige kulturelle seværdigheder, hvilket også har medført, at Edinburgh kom på UNESCO’s verdensarvliste i 1995. Derudover er det også en fornøjelse at bevæge sig rundt i de grønne og frodige parkområder byen rummer.

Skulle du være uheldig at ramme nogle dage med heldagsregn, har byen også mange spændende gallerier, museer og andre indendørs attraktioner. Edinburgh huser også flere spændende festivaler og er generelt en spændende by at besøge på alle årstider.

 

Vejret i Edinburgh – sommer

Ofest er vejret i Edinburgh mildt og behageligt om sommeren, der strækker sig fra slutningen af maj til starten af september. Under en uges ferie i Edinburgh vil du almindeligvis både have flotte solskinsdage og dage med støvregn og en overskyet grå himmel.

I juli og august hvor temperaturen når sit højeste, skal du ikke forvente en dagtemperatur på mere end 18-20 grader, faldende til 10 grader i nattetimerne. I juni og september er vejret i Edinburgh en smule koldere, og temperaturen kommer sjældent over 16-17 grader. Edinburgh har regn ca. halvdelen af dagene i løbet af sommeren, derfor er det også en god ide at pakke både regntæt tøj og en paraply. I Juni måned får byen den største mængde sol med omkring 6 daglige solskinstimer, dette falder efterhånden som sæsonen skrider frem til omkring 4-5 timer i august.Udsigt fra Corstorphine Tower over New Town Edinburgh. Foto: Kyz/flickrUdsigt fra Corstorphine Tower over New Town Edinburgh. Foto: Kyz/flickr

Vejret i Edinburgh – vinter

Vinteren i Edinburgh er kold ofte med sne og hård frost. På trods at dette er der stadig masser af aktiviteter i byen, og kan du holde kulden ud, er vinteren også en skøn tid at besøge Edinburgh. Især kan anbefales Hogmanay streetfestival, der er en stor festival der bliver holdt på gaden nytårsaften med over 100.000 deltagere.

Mængden af turister er stærkt reduceret i forhold til sommeren, og ofte kan du finde nogle gode hoteltilbud. I perioden fra december til februar når temperaturen sjældent over 5 grader og der er stort set nattefrost hele vinteren igennem. Den stærke vind der kan være i byen gør, at det føles koldere end det egentlig er.

Regnen aftager typisk en smule hen mod slutningen af vinteren, men ligger i gennemsnit med 15-17 regnvejrsdage i hver af vintermånederne. December måned er den måned på året med det laveste antal solskinstimer, i gennemsnit kun en enkelt, det stiger dog til 3 hen mod slutningen af februar.

 

Vejret i Edinburgh – forår og efterår

Både forår og efterår kan være en smule koldt, og til tider kan regnen føles uendelig. Dog er foråret en smule varmere, flere solskinstimer og mindre regn end i efteråret. Dagtemperaturen ligger normalt omkring 10-14 grader, varmest jo tættere på sommeren. Nattemperaturen kan være noget kold, også med frost, og du bør have en tyk jakke med i bagagen hvis du rejser til Edinburgh i forår eller efterår. Især i denne periode kan vejret være meget uforudsigeligt og skiftende fra flot solskin til heldagsregn.