Oslo

vejrviseren311

Oslo er en af Skandinaviens mange perler. Hvad end du kun kender den norske hovedstad gennem Oslo-færgen, eller har planlagt at udforske hver en krog af byen, så er der noget at se.

Oslo byder på et væld af seværdigheder, som f.eks. parker, slotte, trækirker, vikingeskibsmuseet, og Kon-Tiki-museet. Der er er mange udendørsattraktioner, og derfor er det vigtigt at være forberedt på vejret. 

Vejret i Norden kan være ret omskifteligt, men der er dog nogle generelle træk der går igen for klimabæltet, og hvis du bare planlægger rigtigt, kan du få perfekt vejr på din ferie.

Oslos klima er generelt mildt, især den nordlige beliggenhed taget i betragtning. Dette skyldes både den varme Golfstrøm, men også beliggenheden tæt ved vandet, som sørger for at der ikke sker de store temperaturudsving.

 

 

Forår i Oslo

Forårssæsonen mellem marts og maj er præget af temperaturstigninger og flere solskinstimer. Det er også i denne periode at du skal tage på skiferie, da dagene er varmere og længere, men sneen oppe på bjergene er endnu ikke begyndt at smelte.

Det er også den tørreste periode på året, men der er dog stadig vådt, da sneen nede i byen begynder at smelte.

Nattetemperaturene kan dog ikke helt følge med og ligger stadig på nul grader eller derunder, hvilket betyder at nordmændene ofte skal passe på glatte veje i perioden.

Det er derfor stadig køligt om foråret, men sidst på sæsonen sniger temperaturen sig op på omkring 14 grader.

Oslo, Aker Brygge. Foto: Moyan Brenn/flickr
 

Sommer i Oslo

Sommeren i Oslo er særlig bemærkelsesværdig, da man typisk får nogle af de varmeste temperaturer her i forhold til resten af Skandinavien.

Temperaturen ligger lidt over tyve grader om dagen, med masser af dagslys, og topper i august. Enkelte dage kan man opleve temperaturer på op over 30 grader, men generelt er vejret utroligt uforudsigeligt.

Regnen følger også tilsvarende med i sommermånederne, og der forekommer mest nedbør i løbet af sensommeren.

På trods af at dagene er lange, så når byen dog kun op på omkring 8 timers sol om dagen i gennemsnit. Vandtemperaturen er heller ikke noget at prale af, da den i gennemsnit ligger på omkring 17 grader, men de mange fjorde i nærheden af Oslo er dog bestemt stadig et syn værd.

 

Efterår i Oslo

Efteråret sætter ret hurtigt ind, når først sommeren er gået på hæld. Dagene bliver kortere og temperaturen falder ret hurtigt.

Bare mellem september og oktober falder gennemsnitstemperaturen med 50%, fra 14 til 7 grader, og man kan opleve nattefrost i hele perioden. I november falder den ned under frysepunktet, regnen bliver til sne i stedet, og man kan så småt begynde at starte op på skisæsonen igen.

Efterårsvejret kan derfor være ekstra uforudsigeligt, så hvis du vælger at tage til Oslo i efterårsferien, skal du huske at pakke kufferten med hensyn til elementerne.

Oslo, havneområde. Foto: Moyan Brenn/flickr

Vinter i Oslo

Om vinteren er dagene på deres absolut korteste, og du kan ikke forvente at se mere end 6 timers dagslys i gennemsnit – fra klokken 9 om morgenen til klokken 3 om eftermiddagen.

Gennemsnitstemperaturen ligger også under frysepunktet i hele perioden mellem november og næsten frem til marts, og derfor er vintersæsonen generelt bare mørk og kold, og der kan gå lange perioder uden solskin.

Heldigvis er der naturligvis julestemning, grantræer og dekorationer i byen til at veje op for dette, og skisporten trives også i denne periode. Januar topper som den koldeste måned, hvor gennemsnitstemperaturen er helt nede på -9 grader og generelt ikke når op over -2.

Det er ikke ualmindeligt at temperaturerne når ned på -25 grader, men helt ekstrem kulde er dog en sjældenhed.