Singapore stormer frem som det nye populære rejsemål i Sydøstasien.
Hvad enten du er til shopping og lækker mad, eller fascinerende kultur og historie, kan hovedstaden Singapore byde på det hele.
Lige ud fra Singapores sydlige kyst finder du også øen Sentosa, som er et ægte tropisk paradis der altid tiltrækker mange besøgende.
Når du vælger at rejse til Singapore, behøver du heller ikke at have de store overvejelser angående vejret. Det er typisk varmt, fugtigt og med en anelse regn.
Temperaturen laver kun få udsving i løbet af året, takket været landets placering tæt på ækvator og det tropiske klima.
Dog kan vejret generelt deles op i to sæsoner – nemlig sydvestlige og nordøstlige monsun sæsoner, samt perioderne ind imellem.
Monsunsæsonen i Singapore
Under monsunsæsonen, som ligger i juni og september samt december og marts, kommer der kraftig regn, som er med til at holde regnskoven frodig og levende.
De lokale har naturligvis tilpasset sig disse sæsoner, men som turist kan det være overvældende at opleve så store mængder regn i en længere periode.
Dette forhindrer dig dog naturligvis ikke i at udforske byen, spise på restauranter og shoppe!
Der er også dele af Singapore som har en tendens til oversvømmelse, men den helt centrale del af hovedstaden er beskyttet af omkringliggende bakker.
Til gengæld er perioderne imellem monsunerne helt optimale for at besøge og udforske landet.
Tager man udgangspunkt i de fire sæsoner, kan man se at vejret er meget forudsigeligt i hver periode.
Forår i Singapore
I løbet af foråret i Singapore, ligger gennemsnitstemperaturen på omkring 27 grader i alle tre måneder (marts, april, maj).
Eftersom foråret ligger uden for monsunsæsonen, falder der mindre regn og der er knapt så meget vind. Derudover er fugtigheden også lav, og derfor gør det således foråret til et af de bedste tidspunkter at rejse til Singapore.
Du kan forvente mellem syv og ni timers daglig sol, og du kan med fordel tage på stranden, da havtemperaturen ligger mellem 29 og 30 grader.
Sommer i Singapore
Sommeren i Singapore løber mellem juni og august og her er gennemsnitstemperaturen fortsat på de 27 grader, men det er normalt at temperaturen sniger sig op på 31 grader i løbet af de tre måneder.
Fugtigheden er høj og især om aftenen er der meget vind. Hvis du rejser til Singapore i løbet af denne periode, skal du medbringe regntøj, da det også er her hvor monsunsæsonen går i gang.
Efterår i Singapore
Om efteråret er der et afbræk imellem de to monsuner, og derfor vil du opleve mindre regn frem til november, hvor den anden monsun starter.
Fugtigheden er lav og temperaturen ligger på 26-27 grader, men der kan stadig forekomme varmere dage op til 30 grader.
Om efteråret er der mellem seks og ni timers daglig sol, men du kan stadig tage en tur i vandet, da vandtemperaturen stadig ligger stabilt på 29 grader.
Du kan derfor stadig med fordel besøge Singapore hvis du har brug for et afbræk fra den kolde vinter i nord.
Vinter i Singapore
Om vinteren er den sidste monsun i gang, og december er den måned på året hvor der falder mest regn – i gennemsnit 269 mm.
Det kan regne i dagevis, og du er heldig hvis solen titter frem imellem skyerne.
Gennemsnitstemperaturen på land og i vand er dog den samme som resten af året, men det kan ikke anbefales at rejse til Singapore på denne tid af året, hvis du gerne vil udenfor og udforske byen uden at blive gennemblødt.