Spanien

vejrviseren311

SpainSpanien er et stort land, med store klimaforskelle alt efter, hvor du er i landet.

Derfor er det også svært at give et direkte svar om vejret i Spanien, da vejret er meget forskelligt og skiftende, alt efter om det er i nord, syd, øst eller vest.

Der er store forskelle i klimaet fra nord til syd, der spænder over mange breddegrader og det samme med øst og vest, der også påvirkes af henholdsvis Middelhavet og Atlanterhavet.

Der er også en stor variation i vejr og klima i Spanien, alt efter om man befinder sig i et kystområde eller i en af de centrale indre regioner i landet.

Spanien er også et land med mange bjerge, der igen er med til at påvirke vejr og klima.

Vejret i Spanien er et af de mest forskelligartede i Europa på grund af sin geografi med den store variation af bjerge, kyster og landområder. 

I nogle dele af Spanien er det de store skisportssteder der tiltrækker turisterne, mens det i andre områder er de brede hvide sandstrande. 

Spaniens vejr kan være meget ustadigt. Nogle år opleves hedebølge og tørke, andre år kan der være en usædvanlig våd sommer.

Der kan også forekomme tornadoer og orkaner i Spanien, hvilket dog hører til sjældenhederne.

Generelt set kan Spanien opdeles i seks områder med seks forskellige klimaer på tværs af Spanien, som vi nu vil komme nærmere ind på.

 

Vejret i Spanien
- østkysten og de Baleariske øer

Spaniens østkyst og de Baleariske øer har et typisk middelhavsvejr. Middelhavsklimaet byder typisk på varme tørre somre og milde vintre og masser af solskin.

Henover vinteren er der i gennemsnit seks timers sol om dagen mens sommeren kan byde på op mod 12 daglige solskinstimer.

Den største del af nedbøren falder i efteråret og hen over vinteren, mens sommeren er tør.

 

Se også vores vejrartikler om Vejret på MallorcaVejret i Barcelona, Vejret i Alicante, Vejret i Malaga og Vejret i Madrid.
Solnedgang i Marbella, Costa del Sol. Foto: Steve-h/Flickr

Sommer

Jo længere du bevæger dig mod syd ad middelhavskysten, jo mere stiger varmen. Samtidig er det også normalt, at det blæser en smule mere jo længere du bevæger dig mod syd.

Disse vinde er for det meste kun behagelige i den hede sommervarme. Der kan komme perioder af sommeren med ubehageligt høje temperaturer, når de varme vinde blæser op fra ørkenen i det nordlige Afrika.

I den nordlige ende af middelhavskysten er temperaturen lidt lavere end i syd og sandsynligheden for nedbør større.

 

Vinter

Vintrene ved middelhavskysten er milde. Om dagen er der i gennemsnit 13 grader mens nattemperaturen bevæger sig ned omkring de fem grader.

Det er ikke ualmindeligt med dage hvor temperaturen når op over 20 grader. Er du derfor træt af det kolde vintervejr herhjemme, er Spaniens middelhavskyst et udmærket sted at nuppe en pause fra vores kolde vintre.

Du skal dog forvente, at der nemt kan være nogle mørke, kølige og overskyede dage med regn henover vinteren i denne region.

 

Efterår og forår

Det er i denne periode middelhavskysten får den største mængde regn.

Regnen ses normalt i form af nogle korte kraftige byger når stormen kommer ind fra havet. Normalt falder der mest regn i den sydlige del af middelhavskysten.

 

Vejret i Spanien - sydkysten

På den sydøstlige kyst , herunder den sydøstlige del af Andalusien og Murcia regionen, er området præget af et halvtørt klima.

Dette område er det sted i Europa, der er nærmest Afrika.  Området er kendt for at være varmere og mere tørt end de omkringliggende regioner i Spanien.

Næsten halvdelen af årets dage er med fuldstændig klar himmel, og der ses stort set kun regn i forår og efterår, hvor der til gengæld kan komme nogle voldsomme regnskyl.

Sommertemperaturen når nemt  op på de 40 grader og mange steder i denne region ses ørkenlignende landskaber pga. den manglende regn.

 

Vejret i Spanien - nordkysten

Spaniens norskyst har et maritimt vejr der bærer præg af Atlanterhavet. Spaniens maritime vejr findes i den nord/nordvestlige del af Spanien, der støder ud til Atlanterhavet. Området kendetegnes ved behageligt varme somre og milde vintre.

Det tempererede vand fra Atlanterhavet der omgiver kysten gør, at her aldrig bliver ekstremt varmt om sommeren, og omvendt aldrig ekstremt koldt om vinteren.

I denne del af landet med det maritime vejr ligger nedbøren i den høje ende og strækker sig over hele året.

 

Sommer

Denne region er også det sted i Spanien med de laveste sommertemperaturer, hvis man ser bort fra de høje bjerge.

De fleste vil finde varmen i denne region mere behagelig end længere mod syd, hvor varmen til tider kan være kvælende. Her kan forventes en gennemsnitstemperatur midt i tyverne hen over sommeren.

Nedbøren er lavest om sommeren, men højere end i det øvrige Spanien.

 

Vinter

Vintrene er koldere her end i den øvrige del af Spanien. Normalt vil temperaturen svinge imellem 10-14 grader i dagtimerne og nå ned omkring 3-5 grader om natten.

Nætter med nattefrost er heller ikke usædvanlige. Her kan også være noget vådt og gråt og det er i vinteren og efteråret den største mængde nedbør for regionen falder.

Den nordlige atlanterhavskyst rammes hyppigt af storme, der tegner sig for størstedelen af nedbøren. Værst er stormene henover vinteren.

Puente de Triana, Sevilla. Foto: Africa Mayi Reyes/flickr.com

Vejret i Spanien - De kanariske Øer

Her er vejr og klima noget anderledes i forhold til det spanske fastland. De kanariske Øer med et subtropisk klima, ligger ud for vestkysten af Afrika.

Man siger at De kanariske Øer har et evigt forår. Her er varmt og solrigt året rundt. Varmest er det om sommeren, men aldrig kvælende varmt. Vintrene er milde med temperaturer tæt på de 20 grader.

Nedbøren er lav hele året. Den vigtigste faktor i dette skønne klima, som De kanariske Øer har, er placeringen langt mod syd, midt i Atlanterhavet. Den sydlige placering på samme breddegrad som Sahara sikrer varme året rundt.

Det omgivende Atlanterhav giver masser af kølende strømme og søbriser, der gør at her aldrig bliver ekstremt varmt.

 

Se også vores vejrartikler om de Kanariske Øer : El HierroFuerteventuraGran CanariaLa GomeraLa Palma, Lanzarote og Tenerife

 

Vejret i Spanien - Central Spanien

Central Spanien, bortset fra bjergområderne, har et fastlandsklima der betyder langt større forskelle mellem årstiderne, end der opleves ved kysterne.

Somrene er varme, og vintrene er koldere end ved kysten. Nedbøren er inde i landet også lavere end i kystområderne.

 

Sommer

Sommeren kendetegnes ved høj temperatur, masser af sol, og meget lidt regn. Varmen inde i landet føles højere end ved kysten, da her ikke er nogle kølige briser fra havet.

Vejret i Madrid, der har et typisk fastlandsklima, har en gennemsnitlig sommertemperatur omkring 30 grader, og det er ikke usædvanligt, at temperaturen når 40 grader. Nætterne er køligere inde i landet pga. tørke og højde, og afstanden til det varme hav.

 

Vinter

Vintrene kan være meget kolde. Her kommer nattefrost om vinteren og sne er heller ikke unormalt.

Den gennemsnitlige min. temperatur i det centrale Spaniens nærmer sig frysepunktet og ligger kun på et par grader. Her er dog stadig meget solrigt. I Madrid er der et gennemsnit på fem daglige solskinstimer fra november til januar.

Nedbøren på tværs af det centrale Spaniens er højest i foråret og efteråret, hvor vinteren ofte kan være helt tør.

I det nordlige central Spanien kan der forekomme noget regn henover sommeren, hvilket er med til at skabe det flotte og frodige landskab.

Circo de Gredos, Avila, Spanien. Foto: javi.velazquez/Flickr

Vejret i Spanien - bjergene

Spanien er et land med rigtig mange bjerge. Faktisk det andet mest bjergrige land i Europa. Spanien har bl.a. Pyrenæerne med en højde på 3.403 m og Sierra Nevada på 3.478 m, der er Spaniens højeste punkt.

I dette område har Spanien et alpint klima med milde somre, kolde vintre og kraftige vinde. Højde er en afgørende faktor for vejr og klima i Spaniens bjerge. Jo højere luftlag, jo lavere temperatur og mindre sæsonudsving.

Områder med lavere bjerge har et klima der kan minde om fastlandsklimaet, dog med lavere temperatur. Generelt opleves mere tørt vejr i øst end i vest pga. vindene fra Atlanterhavet.